3.1.2.

EU-retten

     
Opdateret: 04.12.2017

Som et vigtigt eksempel på EU-rettens betydning kan nævnes EUF-Traktatens artikel 18 om det grundlæggende forbud mod nationalitetsdiskrimination.

Forbuddet gælder inden for EU-Traktatens og EUF-Traktatens anvendelsesområde og suppleres af traktaternes specielle bestemmelser om oprettelsen af det indre marked med fri bevægelighed for varer, personer, virksomheder, tjenesteydelser og kapital.

Disse regler indebærer bl.a. – med de undtagelser, der er opregnet i traktaterne – at dansk statsborgerskab ikke i sig selv kan tillægges betydning i forhold til andre EU-borgere.

Reglerne omfatter også enhver anden form for forskelsbehandling, der har samme virkning som et krav om dansk statsborgerskab, samt foranstaltninger, der i øvrigt gør det mindre attraktivt at udnytte retten til fri bevægelighed. En sådan forskelsbehandling og sådanne restriktioner – f.eks. i form af bopæls- eller sprogkrav – kan imidlertid være i overensstemmelse med EU-retten, hvis kravene har et sagligt formål og ikke går videre, end hvad der er nødvendigt til opnåelse af dette formål.

Reglerne gælder i øvrigt også for personer, der er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS-aftalen). Herudover har EU indgået aftaler med en række lande, f.eks. associeringsaftaler, der giver de pågældende landes borgere ret til ligebehandling i visse situationer.

Der henvises i øvrigt til Kommissionens fortolkningsmeddelelse – Lettere adgang for varer til andre medlemsstaters marked: gensidig anerkendelse i praksis (2003/C 265/02). Fortolkningsmeddelelsen kan findes i EU-Tidende 2003 nr. C 265, side 2: http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:52003XC1104(01)

Et andet grundlæggende EU-retligt princip er, at konkurrencen skal være fri. Dette princip er bl.a. kommet til udtryk i EUF-Traktatens artikel 107-109, der indeholder forbud mod statsstøtte, som kan fordreje konkurrencen.

Ifølge disse regler skal medlemsstaterne som udgangspunkt anmelde nye statsstøtteforanstaltninger og ændringer i eksisterende statsstøtteordninger til Europa-Kommissionen, og foranstaltningerne må ikke iværksættes uden Kommissionens godkendelse.

Endelig skal nævnes Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder (Charteret), som ifølge EU-Traktatens artikel 6, stk. 1, har samme juridiske værdi som traktaterne.

Om Charterets anvendelsesområde hedder det i Charterets artikel 51, stk. 1, at det foruden Unionens institutioner mv. er rettet til medlemsstaterne, dog kun når de gennemfører EU-retten. EU-Domstolen har fastslået, at dette led i bestemmelsen skal forstås i overensstemmelse med EU-Domstolens faste praksis, hvorefter de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved Unionens retsorden, kan anvendes i alle situationer, der reguleres af EU-retten, men ikke uden for sådanne situationer, jf. herved f.eks. sag C-617/10, Åklageren mod Hans Åkerberg Fransson, pr. 19.

Det fremgår af Charterets artikel 52, stk. 3, at i det omfang Charteret indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, har de samme betydning og omfang som i konventionen. Denne bestemmelse er ikke til hinder for, at EU-retten kan yde en mere omfattende beskyttelse. Det følger af forklaringerne til Charteret, at bl.a. Charterets artikel 7, 21 og 47 helt eller delvist svarer til henholdsvis artikel 8, 14, og 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der er omtalt nedenfor i afsnit 3.1.3. Det bemærkes i den forbindelse, at Charteret ifølge EU-Traktatens artikel 6, stk. 1, 3. afsnit, bl.a. skal fortolkes under behørigt hensyn til de forklaringer, der henvises til i Charteret, og som anfører kilderne til disse bestemmelser. Forklaringerne er optrykt i EU-Tidende 2007 nr. C 303, side 17 ff.: http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:C:2007:303:0017:0035:da:PDF.

Foruden de nævnte rettigheder indeholder Charteret en række øvrige rettigheder, friheder og principper. Blandt Charterets øvrige rettigheder kan nævnes artikel 11 om ytrings- og informationsfrihed og artikel 12 om forsamlings- og foreningsfrihed, der svarer til henholdsvis artikel 10 og 11 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Endvidere kan peges på, at artikel 8 fastlægger en særskilt ret til beskyttelse af personoplysninger.