2.11.

Samlelovforslag

     
Opdateret: 14.09.2017

Er der behov for at ændre flere love, der har en indbyrdes sammenhæng, opstår spørgsmålet om, hvorvidt disse ændringer kan gennemføres ved ét og samme ændringslovforslag (samlelovforslag), eller om der bør udarbejdes et ændringslovforslag for hver lov, som ønskes ændret. Det skal i den forbindelse understreges, at det af hensyn til både høringsparter og Folketinget er vigtigt, at spørgsmålet overvejes grundigt.

Det kan på den ene side anføres, at et ændringslovforslag i almindelighed ikke bør indeholde ændringer af forskellige love, hvis der ingen indholdsmæssig sammenhæng er mellem disse ændringer. Det gælder også, selv om der for en umiddelbar betragtning måtte synes at være administrative og praktiske fordele forbundet med at samle de pågældende lovændringer i et samlelovforslag i stedet for at fremsætte et ændringslovforslag for hver lov, som ønskes ændret.

På den anden side både kan og bør flere lovændringer gennemføres ved samme lovforslag, hvis der er tale om ensartede ændringer (f.eks. ændringer af myndighedsbetegnelser), hvis de foreslåede lovændringer har samme indholdsmæssige baggrund (f.eks. tilvejebringelse af grundlaget for ratifikation af en traktat eller konvention eller ændringer som følge af en samtidig foreslået hovedlov), eller hvis der i øvrigt er en nær emnemæssig sammenhæng mellem lovændringerne (f.eks. ændringer som opfølgning på en politisk aftale).

Hertil kommer, at vedkommende fagministerium – i forlængelse af den ovennævnte vurdering af lovændringernes indholdsmæssige sammenhæng – også bør foretage en vurdering af, om en samling af de forskellige ændringer i samme lovforslag vil kunne vanskeliggøre en hensigtsmæssig behandling af lovforslaget i Folketinget.

Må det eksempelvis forudses, at der kan være folketingsmedlemmer, der ønsker at differentiere stemmeafgivningen, således at der kan stemmes for én af lovændringerne, men ikke for en anden ændring, taler dette for at opsplitte emnerne i flere ændringslovforslag, således at det undgås, at lovforslaget vil skulle deles i forbindelse med Folketingets behandling af lovforslaget. Det kan i den forbindelse oplyses, at det af flere årsager kan være problematisk at dele lovforslag. Det bliver bl.a. vanskeligere senere at finde de rette forarbejder til lovgivningen, ligesom delingen i nogle tilfælde rent lovteknisk kan have en sådan karakter, at den øger risikoen for fejl i de vedtagne lovforslag.

Det skal for en god ordens skyld understreges, at fagministerierne bør foretage sig de ovennævnte overvejelser løbende og allerede i forbindelse med udarbejdelsen af regeringens lovprogram.

Samme problemstilling som omtalt i det ovenstående kan efter omstændighederne opstå, hvor der er behov for at ændre reguleringen af flere forskellige emner inden for samme lov. Der må også her foretages en vurdering af den indholdsmæssige sammenhæng af de enkelte emner i lovforslaget, og fagministerierne bør i den forbindelse være opmærksomme på, om en samling af de forskellige emner i samme lovforslag vil kunne vanskeliggøre en hensigtsmæssig behandling af lovforslaget i Folketinget.