2.10.2.

Traktater, EU-retsakter mv., der gennemføres ved lovforslaget

     
Opdateret: 02.07.2018

Er der tale om et lovforslag til gennemførelse af EU-forskrifter, bør forskriften i almindelighed medtages som bilag til lovforslaget. Hvis lovforslaget derimod fremsættes til gennemførelse af en traktat eller gennemførelsen af forskriften sker ved inkorporering, bør traktaten eller forskriften medtages som et bilag til loven.

I særlige tilfælde kan det desuden være hensigtsmæssigt at medtage en forordning som et bilag til loven. Det vil bl.a. kunne være relevant i situationer, hvor en forordning i et ikke ubetydeligt omfang pålægger medlemsstaterne at fastsætte supplerende regler i national ret. Som eksempler kan henvises til lov nr. 363 af 19. maj 2004 om det europæiske selskab (SE-loven) og lov nr. 502 af 23. maj 2018 om databeskyttelsesloven.

I forslag til love, der inkorporerer et direktiv, skal direktivet således optages som bilag til loven. Er der tale om et direktiv, der er ændret flere gange, kan det af hensyn til overblikket ofte være hensigtsmæssigt at foretage en sammenskrivning og i stedet optrykke denne som bilag til loven. I sådanne tilfælde bør det i bilaget bemærkes, at der er foretaget en sammenskrivning.

I forslag til love, der omskriver et direktiv, bør direktivet i almindelighed optages som bilag til lovforslaget.

Er dansk ikke et autentisk sprog i den retsakt, der gennemføres ved lovforslaget, bør en dansk oversættelse optages parallelt med den autentiske tekst.