2.10.

Bilag til loven eller lovforslaget?

     
Opdateret: 02.07.2018

Materiale, der ikke eller kun vanskeligt kan indpasses i en paragrafinddeling, kan ofte mere praktisk udskilles til bilag til loven, som der henvises til i lovens tekst. Bilag til en lov kan f.eks. være tegninger, kort eller tekniske specifikationer. Bilaget vil være en bestanddel af loven, som medtages i Lovtidende, når loven er vedtaget. Bilaget skal i lovforslaget placeres umiddelbart efter lovteksten. Bilag til loven kan kun ændres ved en ny lov.

Er der tale om et lovforslag til gennemførelse af EU-forskrifter, bør forskriften i almindelighed medtages som bilag til lovforslaget. Hvis lovforslaget derimod fremsættes til gennemførelse af en traktat eller gennemførelsen af forskriften sker ved inkorporering, bør traktaten eller forskriften medtages som et bilag til loven.

I særlige tilfælde kan det desuden være hensigtsmæssigt at medtage en forordning som et bilag til loven. Det vil bl.a. kunne være relevant i situationer, hvor en forordning i et ikke ubetydeligt omfang pålægger medlemsstaterne at fastsætte supplerende regler i national ret. Som eksempler kan henvises til lov nr. 363 af 19. maj 2004 om det europæiske selskab (SE-loven) og lov nr. 502 af 23. maj 2018 om databeskyttelsesloven.

I forslag til love, der inkorporerer et direktiv, skal direktivet optages som bilag til loven. Er der tale om et direktiv, der er ændret flere gange, kan det af hensyn til overblikket ofte være hensigtsmæssigt at foretage en sammenskrivning og i stedet optrykke denne som bilag til loven. I sådanne tilfælde bør det i bilaget bemærkes, at der er foretaget en sammenskrivning. Er dansk ikke et autentisk sprog i den retsakt, der gennemføres ved lovforslaget, bør en dansk oversættelse optages parallelt med den autentiske tekst.

Hvis materialet har mere karakter af at være et hjælpebilag, bør det medtages som bilag til lovforslaget. Det gælder f.eks. paralleltekster ved ændringslove, der sammenholder de foreslåede og de gældende bestemmelser. I forslag til love, der omskriver et direktiv, bør direktivet i almindelighed også optages som bilag til lovforslaget.

Bilag til lovforslaget er en del af bemærkningerne og placeres efter de specielle bemærkninger.

Politiske aftaler bør derimod hverken medtages som bilag til loven eller lovforslaget. Politiske aftaler kan dog (og bør ofte) omtales i lovforslagets almindelige bemærkninger.